Print side KostKost og børneleddegigt – Gode rådKosten er vigtig for at bevare en sund krop, også for børn med leddegigt. Der er delte meninger om, hvor meget kosten betyder i forhold til leddegigt, men det er sikkert, at det altid er godt for kroppen at spise sundt og blive optimalt ernæret med henblik på vækst.Det er en god ide, at du sørger for at styrke dit barns knogler gennem kosten, da børn med leddegigt har øget risiko for at få skøre knogler. Læs mere om knoglestyrkende tiltag og sund kost.
Nogle undersøgelser peger på, at omega 3 fedtsyrer kan dæmpe ledbetændelsen. Nogle folk med leddegigt oplever endvidere, at omega 3 fedtsyrer, der findes i fed fisk som sild, makrel og laks, reducerer morgenstivhed og smerter. I fagkredse er der imidlertid stadig stor uenighed om effekten. Om andre fødevarer spiller en rolle i forhold til leddegigten, er uklart.
I perioder, hvor dit barns leddegigt er mere aktiv, har det typisk mindre appetit, og derfor er det en god ide at være særlig opmærksom på, at dit barn får energi og næringsstoffer nok. Dette gælder især, fordi dit barns energi- og næringsstofbehov under sygdom er højere. Generelt kan det anbefales at følge med i dit barns vækstkurve og se, om det vokser, som det skal, og om vægten i forhold til højden er ok. Det er vigtigt at være opmærksom på en sund kropssammensætning, herunder forholdet mellem muskelmasse og fedtholdigt væv. Dette og dit barns vækstkurve kan du få tjekket hos det sundhedsfaglige personale, hvor I går til kontrol.
Den medicin, dit barn får for sin leddegigt, kan i nogle tilfælde påvirke dets appetit og medføre mavesmerter; madlede og kvalme. Derfor er det en god ide, at du er opmærksom på dit barn og vurderer, hvor meget appetit, det har, og prøver at indrette kosten derefter. Medicin som binyrebarkhormon kan give øget appetit, væskeophobning og fedtaflejring på kroppen og kan også påvirke mængden af kalk i knoglerne på en negativ måde, hvorfor det er vigtigt at foretage knoglestyrkende tiltag og hindre unødig stor vægtstigning. Læs mere om knoglestyrkende tiltag.
Noget medicin kan give sure opstød. Her kan det være en god ide at tilberede let, neutral, ofte lys mad, som ristet toast eller franskbrød, kylling i lys sauce, æggeretter, ris m.m. Men det er individuelt, hvad der påvirker én. Nogle børn har svært ved især stærkt krydret og lugtende mad. Nogle børn har problemer med bidfunktionen på grund af gigt i kæbeleddet, hvilket også er godt at være opmærksom på i forhold til madens konsistens. Barnet spiser typisk bedre, hvis det får noget, der er nemt at tygge.
Konsulter en diætist
Det kan være en god ide at tale med en diætist om den kost, der er relevant for dit barn. Det kan ske i samråd med den læge eller sygeplejerske, som følger barnet. Det bedste resultat kommer ved et tæt tværfagligt samarbejde. |
Behandling mod leddegigtHvad sker der i kroppen? |




