Del dine tanker med andre!

For Julie på 15 har det været en hård omgang at se sin lillebror blive ramt af svær leddegigt. Dels pga. magtesløsheden over ikke at kunne hjælpe, men også fordi hun savnede nogen at fortælle det til. Man skal undgå at gemme på tingene, mener Julie i dag

Da Julies bror, Mads, fik konstateret børneleddegigt, vidste hun ikke, hvad det betød eller indebar. Hun kunne bare se, at hendes bror havde det rigtig dårligt og var meget syg hele tiden. ”Julie trak sig meget tilbage i starten og var ked af det. Hun kunne ikke lide at se, at Mads bare lå der og havde det skidt”, husker Julies mor. I stedet for fandt Julie trøst hos dyrene på familiens daværende gård. Hun gik ud til hestene i stalden eller gik en tur med hunden for at komme lidt på afstand af det hele.

Men oplevelserne med Mads derhjemme havde også den effekt, at hun følte sig ladt lidt i stikken af mor og far. ”Man kan godt føle sig lidt forskelsbehandlet”, forklarer hun og husker, at det var irriterende at rigtig mange ting i hverdagen måtte indrettes efter, hvordan Mads havde det. Det betød for eksempel at planlagte fødselsdage eller ture i biografen pludselig måtte aflyses pga. Mads’ leddegigt. Især et enkelt vredesudbrud står tilbage.”Julie sagde: I ved jo heller ikke, hvor dårligt jeg har det!”, husker Julies mor.