Print side

Henning Bliddal

Svar: Enbrel

Af Rie, den 17.07.2008 kl. 11:21
Jeg har fået konstateret leddegigt i mine fingre og er i gang med behandling med methotraxate og derefter folinsyre - har også for et par uger siden fået indsprøjtninger med binyrebarkhormon i mine fingre (med godt resultat). Nu har jeg hørt om enbrel og vil gerne høre hvorledes det virker - skal det tages sammen med methotraxate?
Jeg har også hørt at der er mange forskellige meninger om hvor meget alkohol man må indtage når man er på methotraxate - hvad er din mening om det?
På forhånd tak for svaret.
M.v.h.
Rie Larsen

Svar: Enbrel

Af Henning Bliddal, den 20.08.2008 kl. 14:21
Kære Rie!

Enbrel:
Det er et af de relativt nye biologiske midler mod gigt. Der er tre forskellige stoffer af samme type på markedet, og de virker ved at binde et signalstof, TFN-alfa, i kroppen. Man kalder dem samlet for anti-TFN-alfa midler, og de er biologiske, dvs. fremstillet ved en biologisk proces. Det er meget store og komplicerede molekyler, som ikke kan laves rent kemisk i reagensglas, men alle indebærer enten produktion på dyr eller avancerede bakteriekulturer. Det betyder, at man ikke kan tage dem som pille, men at de skal sprøjtes ind, og samtidig at de bliver meget dyre. Alene prisen i størrelsesorden 100.000 kr. gør, at man ikke bruger dem som førstevalg, selv om de er effektive hos mange. Samtidig har vi ikke kendt stofferne mere end 10 år, og mange er noget tilbageholdende over for denne type medicin, der griber dybt ind i kroppens biologiske forsvarsmekanismer.

De forskellige meninger dukker også op her, og fagfolk diskuterer hele tiden, hvem der skal have biologisk medicin – og hvornår. Efter de fleste retningslinjer skal en patient gennem flere forskellige ”almindelige” behandlinger, før f.eks. anti-TNF-alfa medicin komme på tale.

Methotrexate:
Methotrexate en ret effektiv behandling af gigt, og den skal prøves først. Methotrexate er verdens mest anvendte gigtmiddel, vi kender det særdeles godt, og alle tænkelige forhold omkring behandlingen er undersøgt. Det gælder f.eks. alkoholvaner, hvor et godt råd er at begrænse det rigtig meget, dvs. til kun et ”skåleglas” vin ved festlige lejligheder og eller ingenting. Det kan være svært at undvære lidt vin eller øl, men mængden må forhandles med gigtlægen, der kan følge leverpåvirkningen i blodprøverne. Der er tale om stor variation, hvor nogle kan tåle mere end andre. Det er dog en dårlig idé at indtage alkohol i dagene omkring methotrexate-doseringen. Methotrexate og alkohol konkurrerer om pladserne i leveren, og jeg plejer at råde mine patienter til at lægge methotrexate-dosis på en hverdag tidligt i ugen, hvor faren for fristelser traditionelt er mindre. Skulle du så blive inviteret til sølvbryllup (ligger som regel på en tirsdag) kan du spørge gigtlægen, om du kan flytte methotrexate-dagen til en anden den uge.

Binyrebarkhormon:
Når du nu nævner det, vil jeg lige støtte idéen med at sprøjte særligt genstridige led med binyrebarkhormon. Det har flere undersøgelser, bl.a. fra Danmark fundet god virkning af. Vi har i øvrigt også prøvet at sprøjte Enbrel i sådanne led, og det ser ud til at virke næsten lige så godt. Her dukker økonomien op igen, hvor Enbrel til det formål øger prisen omkring 20 gange og derfor nok kun vil blive anvendt i særlige tilfælde.

Mvh.
Henning Bliddal

Svar: Svar: Enbrel

Af annelene, den 26.02.2010 kl. 11:26
Hvis man får en paradoks reaktion på Humira er det så sikkert at give Enbrel?

Besvar indlæg