Generelt om behandling
Der findes ingen behandling, der kan helbrede
leddegigt. Men i dag findes der behandlinger, der ikke bare kan lindre
smerterne og reducere betændelsen, men som også bremser de ledskader, der med
tiden ellers udvikles af sygdommen.
Behandling mod leddegigt bør påbegyndes tidligt, uanset hvor mild eller svær
din leddegigt er ved diagnosen. På diagnosetidspunktet er det nemlig umuligt at
forudse, hvordan sygdommen vil udvikle sig.
Forskning viser, at blivende skader på knoglerne allerede begynder i løbet af
det første år af sygdomsforløbet. Derfor er tidlig behandling afgørende for at
bremse sygdommen og reducere led- og knogleskader, som ellers kan føre til
handicaps.
Der er stor forskel på, hvor godt og hurtigt den enkelte medicin virker hos den
enkelte person. For at opdage mulige bivirkninger og undgå komplikationer, er
det vigtigt, at du løbende går til kontrol hos din gigtlæge (reumatolog). Hyppigheden
af kontrolbesøgene afhænger af, hvordan din sygdom udvikler sig, og hvordan du
reagerer på din behandling. Personer med leddegigt går regelmæssigt til
ambulant kontrol hos deres gigtlæge(r).
Ud over medicinsk behandling er rådgivning om fysisk træning samt instruktion
i, hvordan du aflaster dine led, håndterer din sygdom og anvender forskellige
hjælpemidler vigtig for at opnå et godt liv med sygdommen. Operationer, hvor
man erstatter dele af ødelagte led, kan også være nødvendige.