Del dine erfaringer med andre!

For Mette Ebbensgaard på 22 år har foreningsarbejde i FNUG ledt til et befriende bekendtskab med andre unge med leddegigt. Det handler om at bruge hinanden og udveksle erfaringer, mener Mette, der har haft leddegigt siden hun var 13 år, men trods det har bevaret troen på en lys fremtid.

Spørger man i dag, har mødet med andre unge i FNUG (foreningen af unge med gigt) været noget af en øjenåbner for Mette, der på niende år lever med leddegigt, og hun er ikke sen til at anbefale andre unge med leddegigt at engagere sig og tale med ligesindede: ” En ting er, at man kan være i lokale med andre, der forstår ens situation, men FNUG fungerer også som et mødested, hvor unge med leddegigt kan udveksle erfaringer og dele nyttig viden med hinanden – det giver så meget!”, forsikrer hun.

Fra barriere til begejstring

Men at der sagtens kan være en barriere i forhold til at stå frem med sin sygdom, er hun godt klar over, og hun husker tydeligt sin egen skepsis i starten: ”Første gang tænkte jeg: Åh nej, jeg er nok ikke syg nok til at være med i FNUG. Men jeg oplevede det som direkte befriende at høre alle de andres historier og problematikker, som jeg straks kunne relatere til”, fortæller hun.  På den måde lærte Mette f.eks., at der på hendes studie var mulighed for at søge om dispensation for skolens krav om skriftlige eksamener uden brug af hjælpemidler. I dag får hun derfor lov til at bruge en computer i stedet for en kuglepen ved eksamener. Noget, som i modsat fald kunne have hæmmet hendes studiegang i unødvendig høj grad.

Bevar livskvaliteten ved at prioritere

Mette læser til daglig til dyrlæge i København, og netop hendes krævende studie har været en udfordring i forhold til også at leve med en, til tider, belastende og ukontrollerbar leddegigt. Men Mette har valgt at prioritere sin tid, så der også bliver plads til fornøjelser, og så hun kan leve et så normalt liv som muligt. ”Det handler om at undgå at sætte barrierer op for én selv. At lave de sjove ting og nogle gange prioritere det kedelige fra. Jeg vil f.eks. ride – det skal jeg bare – så må jeg læse de par timer mindre på studiet og evt. få en lavere karakter”, uddyber hun. Herudover har Mette måttet afskrive at arbejde ved siden af studierne, men økonomien løber alligevel rundt takket være en forhøjet SU- sats pga. leddegigten.

Tro flytter bjerge

Mette fik konstateret leddegigt allerede, da hun var tretten, og til trods for en svær periode som teenager og en folkeskole, hvor forståelsen for hendes sygdom ikke altid var til stede blandt lærere og elever, lærte hun at acceptere sin leddegigt gennem professionel hjælp. ”I slutningen af 9. klasse fik jeg god støtte fra en dygtig psykolog, som lærte mig at takle sygdommen. Jeg har aldrig været god til at planlægge, men psykologen gav mig redskaberne og viljen til at tro på en fremtid med gigten”, uddyber hun og påpeger, at det faktum, at hun i dag kan klare sig selv og følge sit studium i stor grad skal tilskrives denne støtte og selvtillid. Erfaringer, hun gerne deler ud af og håber at kunne formidle til andre unge gennem sit frivillige arbejde i FNUG.

Store forventninger til ny medicin

Til trods for at Mette ingen permanente ledskader har, har hun ikke altid været velbehandlet, og særligt de sidste to år har hun haft mange smerter og svært ved at finde den rette medicin. Efter at have prøvet de fleste traditionelle behandlinger uden tilstrækkelig succes, er hun af sin reumatolog blevet anbefalet at gå nye veje. Mette starter derfor nu på biologisk medicin og har store forventninger til resultatet. ”Jeg har hørt meget godt om de nye biologiske behandlingsformer og har også en veninde, der har anbefalet det, så jeg ser frem til at afprøve effekten og forhåbentlig opleve langt mindre træthed som konsekvens”, siger hun.

For Mette er en god dag med gigten således en dag, hvor hun ikke har ondt og nemt kan finde energi til at komme op og cykle til undervisning. Og netop skolen og bevidstheden om, at drømmejobbet som dyrlæge venter forude, har været en motivationsfaktor for at finde den rette behandling og dermed nøglen til et liv, hun selv er herre over – leddegigt eller ej.