Tro flytter bjerge

Mette fik konstateret leddegigt allerede, da hun var tretten, og til trods for en svær periode som teenager og en folkeskole, hvor forståelsen for hendes sygdom ikke altid var til stede blandt lærere og elever, lærte hun at acceptere sin leddegigt gennem professionel hjælp. ”I slutningen af 9. klasse fik jeg god støtte fra en dygtig psykolog, som lærte mig at takle sygdommen. Jeg har aldrig været god til at planlægge, men psykologen gav mig redskaberne og viljen til at tro på en fremtid med gigten”, uddyber hun og påpeger, at det faktum, at hun i dag kan klare sig selv og følge sit studium i stor grad skal tilskrives denne støtte og selvtillid. Erfaringer, hun gerne deler ud af og håber at kunne formidle til andre unge gennem sit frivillige arbejde i FNUG.

Store forventninger til ny medicin

Til trods for at Mette ingen permanente ledskader har, har hun ikke altid været velbehandlet, og særligt de sidste to år har hun haft mange smerter og svært ved at finde den rette medicin. Efter at have prøvet de fleste traditionelle behandlinger uden tilstrækkelig succes, er hun af sin reumatolog blevet anbefalet at gå nye veje. Mette starter derfor nu på biologisk medicin og har store forventninger til resultatet. ”Jeg har hørt meget godt om de nye biologiske behandlingsformer og har også en veninde, der har anbefalet det, så jeg ser frem til at afprøve effekten og forhåbentlig opleve langt mindre træthed som konsekvens”, siger hun.

For Mette er en god dag med gigten således en dag, hvor hun ikke har ondt og nemt kan finde energi til at komme op og cykle til undervisning. Og netop skolen og bevidstheden om, at drømmejobbet som dyrlæge venter forude, har været en motivationsfaktor for at finde den rette behandling og dermed nøglen til et liv, hun selv er herre over – leddegigt eller ej.