Lægen mente ikke, det var alvorligt

Symptomerne dukkede først op i fingrene. De hævede, så Pernille havde svært ved at bøje dem. “Men min læge mente ikke, det var noget alvorligt,” fortæller Pernille om sit første besøg hos lægen i foråret 2007. Både Pernilles mor og mormor havde haft leddegigt, så Pernille var ekstra opmærksom på symptomerne. Da flere af hendes led på begge hænder efterfølgende begynder at hæve, kontakter hun igen sin læge. “Jeg kunne slet ikke bukke dem, uden at det gjorde ondt.” Denne gang bliver Pernille henvist til en reumatolog. Efter blodprøver og røntgenfotografier får hun konstateret leddegigt. Beskeden slår Pernille ud: “Jeg vidste ikke, hvad konsekvensen af sygdommen ville være, og hvordan min fremtid ville arte sig.” Men fordi Pernille havde været opmærksom på symptomerne og dermed hurtigt fik stillet den korrekte diagnose, begyndte medicinen at hjælpe allerede efter tre måneder. De fleste smerter og hævelser forsvandt stort set, og hun slap med småskader i sin lilletå.

Det var svært at åbne en mælkekarton med skruelåg

I dag mærker Pernille på en god dag stort set ikke leddegigten. Hun vågner med stivhed i leddene, men den forsvinder, når hun har været oppe i et kvarter. “Det var meget værre, før jeg kom i behandling. Der havde jeg meget store smerter i både hænder og fødder, når jeg stod op om morgenen. Det gjorde også ondt, bare jeg rejste mig fra en stol. Det var svært at åbne en sodavand eller mælkekarton med skruelåg.”
Efter Pernille er kommet i behandling, kan hun mest mærke sin leddegigt, hvis hun dagen forinden har været sent ude eller har gået og stået meget i løbet af en dag.
“Jeg føler mig heldig, at leddegigten og smerterne blev taget i opløbet. Jeg husker, at min mors leddegigt var langt mere aggressiv end min egen. Så jeg ved, hvor slemt det kan være.”