At hjælpe de svageste overskygger leddegigten

Han har det fantastisk. Takket være hurtig behandling har Peter Bo ingen skader og arbejder på fuld tid for at hjælpe andre mennesker i verden. Da han fik konstateret leddegigt i 2001, kunne han ellers kun arbejde et par dage om ugen og vågnede ofte op om natten badet i sved og med store smerter.

”I de første par måneder var jeg ugentligt to dage på arbejde og tre dage på hospitalet.”
For Peter Bo, der til daglig arbejder i en større nødhjælpsorganisation, var de første par måneder efter diagnosen en hård periode med mange dage på hospitalet og kun lidt søvn. Men drømmejobbet, der handler om at hjælpe andre mennesker i verden, blev et lys i mørket og en vej ud af leddegigten for Peter Bo.
”Lysten til at hjælpe de svageste i verden overskygger både fritid og leddegigt,” fortæller han og tilføjer, at der let går 45-50 timer om ugen på kontoret. Nogle af de mange timer går bl.a. med at rejse ud til verdens brændpunkter og hjælpe de allermest nødstedte.
”Min læge er ikke glad for det, men har accepteret, at det er det, jeg gerne vil, og at jeg ikke har et valg. Det er noget, jeg ikke kan leve foruden. Men der er selvfølgelig en risiko forbundet med at være i et uland med et nedsat immunsystem, og medicinen kan jeg ikke have med på grund af manglende opbevaringsmuligheder.”
Peter Bos rejse mod en bedre verden var dog en enkelt gang i løbet af i alt syv år ved at ende galt. ”Jeg gik rundt med en slags rødt udslæt på armen efter at være kommet hjem fra en tur til Afrika. Da det blev ved med at være der samtidig med, at det voksede sig længere op ad armen, gik jeg til lægen.”
Det viste sig, at det var en slags blodforgiftning. Peter Bo kunne dog udskrives efter en ordentlig dosis antibiotika og en nat på hospitalet.
Peter Bo har et beundringsværdigt engagement for at hjælpe de svageste og arbejde for en bedre verden. Og så betragter han ikke sig selv som patient. Eksempelvis har han aldrig undersøgt muligheden for at få tilskud til diverse hjælpemidler.
”Det kan jeg da ikke, jeg har jo ikke rigtig noget behov,” siger han og fortsætter: ”Det er hårdt at tage på arbejde efter en nat med mange smerter, men det har været altafgørende for mig ikke at forsvinde ind i en identitet som patient.”
Det har betydet, at Peter Bo, der er chef for en afdeling med ca. 40 medarbejdere, gennem hele sygdomsforløbet stort set har fungeret normalt på arbejdet. Men selvfølgelig har hans medarbejdere og kolleger kunne se, når det gjorde ondt at gå og rejse sig.

Jeg havde ikke overskuddet til at lytte

Peter Bo har følt sig både tryg og godt behandlet igennem hele sit sygdomsforløb. Han har kun godt at fortælle om lægerne. Mange omkring Peter Bo har forsøgt at støtte ham med gode og velmenende råd. Problemet var, at han ikke havde overskud til at tage imod hjælpen.
”Jeg har fundet ud af, at det er meget individuelt, hvad der hjælper. For mig er det vigtigste den behandling, jeg får på sygehuset.
Derudover forsøger han at føre en livsstil med masser af motion og sund kost:
”Min krop er i bedre form nu, end før jeg fik konstateret leddegigt. Jeg motionerer to gange om ugen, ligesom jeg spiser sundt og varieret,” fortæller han.
Samtidig har diagnosen med leddegigt betydet, at Peter Bo sørger for at lave de ting, der giver mening og gør ham glad. Derfor træner han som oftest med sin 17-årige datter, Nina, ligesom han går til kor én gang om ugen.
Men som han siger med et glimt i øjet: ”Det kan vist godt ses, at vægttræning ikke er det, jeg har gjort det mest i.”

Med den hurtige behandling har jeg undgået skader

Men når der skal afsættes tid til kontrol og besøg på hospitalet, bliver han mindet om sin identitet som patient.
”Det giver mig dog også en anledning til at holde mig orienteret om nye forskningsresultater eller bedre behandlinger,” fortæller Peter Bo.
Og så giver han under besøgene på hospitalet feedback i forbindelse med oplæringen af hospitalspersonalet.
”Grunden til, at jeg har det så godt i dag, er, at jeg kom hurtigt i behandling. På den måde undgik jeg varige skader, hvilket jeg er meget glad og taknemmelig for.”
Da smerterne startede, tænkte han ellers blot, at det var alderen, der trykkede. Men på grund af sine pludseligt opsvulmede knæ fik han opsøgt sin læge i tide.
”I dag har jeg det godt, men hvis jeg kan inspirere nogen ved at fortælle min historie, er det det mindste, jeg kan gøre,” slutter Peter Bo.
Snart drager han på ny afsted til lande, hvor han kan hjælpe nødlidende, ildestedte og socialt udsatte på fode igen.