Vejen til et godt arbejdsliv

Hvad er et godt arbejdsliv – for dig? Det er det første spørgsmål, du skal stille dig selv for at kunne sætte ord på, hvad der skal til for, at du har et arbejdsliv, der fungerer for dig. Få hjælp her…

Arbejde og leddegigt

Det første, du skal gøre…

Start med at gøre op med dig selv, hvad der vil være et godt arbejdsliv for dig, fx:

  • Har du brug for kortere arbejdsdage – eller færre?
  • Hvilken slags opgaver er det, der volder dig problemer, fx at møde tidligt, korte deadlines eller statisk arbejde?
  • Hvilke aflastningsmuligheder findes der, som vil kunne imødekomme dine behov?

Forbered dig

Læs grundigt om dine muligheder, evt. i samarbejde med din læge, reumatolog (gigtlæge), fagforening eller sagsbehandler på jobcentret. Husk også at se, hvad der står i arbejdspladsens personalehåndbog og gør op med dig selv, hvad du vil fortælle din arbejdsplads om din situation.

Brug tid på at forberede dig og sæt ord på, hvad der konkret kan gøre dit arbejdsliv godt. Som en del af forberedelsen kan du forsøge at beskrive følgende:

  • Hvad er dit behov for støtte – og hvad skyldes behovet?
  • Hvilke behov for forandringer har du brug for – og hvorfor?
  • Hvilke arbejdsopgaver/stillinger/tider volder dig problemer?
  • Hvad fungerer godt på din arbejdsplads – og kan man evt. bygge videre på det?

Lav individuel samtale med din arbejdsgiver

Når du har afklaret, hvad der skal til, for at du får et godt arbejdsliv, kan du tage initiativ til en samtale med din arbejdsgiver (din chef, den personaleansvarlige eller tillidsmanden) for at lave en individuel aftale. Husk selv at komme med konkrete forslag til, hvordan du gerne vil have organiseret din arbejdstid ud fra dine behov og de mange ordninger og kompensationsmuligheder, der findes.

Hvad skal du fortælle din arbejdsplads om din leddegigt?

Din arbejdsplads har ikke ret til at vide, at du har leddegigt. Men hvis sygdommen påvirker dit arbejdsliv, vil det også for dig selv være rarest, at din arbejdsgiver kender årsagen. Så vær ærlig om, hvordan du har det, og hvilke særlige behov du evt. har. Dette gælder også, hvis du er jobsøgende.

Få overblik over støtteordninger på arbejdsmarkedet

Denne tekst er udarbejdet og valideret af Center for ArbejdsFastholdelse, CAF/Socialmedicinsk Enhed, Region Hovedstaden.

 

DK/DARH/1801/0005/marts2018