At kunne se tingene i et større perspektiv

10/8-2018

Det er vigtigt, at kunne se tingene i et større perspektiv. Det kan være svært, når man lever med en kronisk sygdom som leddegigt. Men det er en vigtig ting at være i stand til for at få hverdagen til hænge bedre sammen.

At ”værdsætte” handler ikke om at kunne se det gode i alting og konstant lede efter halvfyldte glas, i stedet for det halvtomme. Det handler blot om at værdsætte, at du har endnu en dag, endnu en time, med hvad den nu end måtte indebære.

Ovenstående er en måde hvorpå vi indimellem kan takle nogle ting. Jeg arbejder meget hårdt på at vise omverdenen, mine medpatienter og deres pårørende, at livet kan leves godt med leddegigt, men med mellemrum ramler jeg ind i folk, der ikke altid kan se “det store billede”.

For nogle er det de mindre kampe, som er udmattende, afkræftende og altoverskyggende store. Her skal jeg huske på, at problemer er individuelle, og at det jeg ser som et mindre problem, godt kan være et stort problem for andre, måske endda altoverskyggende.

Tænk hvis alle kunne bytte problemer. Alle ved jo, hvordan andres problemer skal løses.

Dette citat beskriver meget godt det, som jeg forsøger at sige til jer her på Leddegigtportalen, og som jeg fortæller mange af jer læsere, når jeg møder jer; At vi ikke alle er ens og som udefrakommende ser et problem måske ikke så stort ud – men for den enkelte kan problemet synes kæmpestort. Alle har en løsning, men ofte glemmer man at høre efter, hvad der rigtig foregår.

Det er her, at Leddegigtportalen kan spille en rolle med at hjælpe dig til at se på problemet fra en anden og mere optimistisk vinkel.

Jeg har mere end 20 års erfaring med leddegigten, sundhedssystemet, det offentlige system, forandringsarbejde (der virker) og det at være frivillig. Det håber jeg også, at I læsere kan mærke at jeg har og har glæde af.

Knus
Lisbeth

 

DK/DARH/1808/0020/august 2018