Hvorfor har jeg ”næsten” aldrig gæster?

22/6-2018

Du kender det måske fra dig selv; du har altid været den, der har samlet familie og venner, ofte inviteret gæster og altid stået klar, når én i omgangskredsen har spurgt om hjælp. Jeg har altid været den pige, der var den første til at tænke ”Jamen det kan jeg godt gøre!”

Jeg elskede at have gæster og “servicere” vores dejlige venner og familie, når de kom på besøg. Det betød ingenting med lidt ekstra rengøring eller at stå i køkkenet et par timer, før alle kom. Middagsbordet var altid dekoreret med flere lag tallerkener og tre styks finpudsede glas til hver gæst. Der skulle jo ikke mangle noget. Fint skulle det være og jeg NØD det til fulde og satte en stor ære i, at alt var hjemmelavet – også borddekoration midt i det hele. Ja, jeg kunne sagtens.

I dag er jeg nødt til at erkende, om jeg vil det eller ej, at gæster er en anstrengelse for mig! Det udmatter mig helt vildt at have gæster en aften (også selv om jeg elsker det sociale).

Hvis jeg er helt ærlig over for mig selv, når jeg så endelig har gæster, har jeg svært ved at opretholde mit tidligere serviceniveau. Jeg er jo allerede træt inden gæsterne ankommer og skal hygge. Det har virkelig været hårdt at måtte indrømme, og jeg bliver da også lidt trist over, at jeg har måttet nå til den erkendelse.

Der var engang, hvor jeg godt kunne lide at have gæster, men de senere år er jeg begyndt at hade det! Had er nok for hårdt et ord, men det er lige det, der rammer mig i skrivende stund.

Når vi har gæster, er jeg er fuldstændig færdig i kroppen og glæder mig bare til, at de tager af sted igen. Det er ikke en rar følelse, for jeg glæder mig jo til at hygge med dem. Men vi bor i et ældre hus, der efterhånden er lidt slidt. Uanset hvor meget jeg støvsuger og gør rent, kan jeg ikke skjule det faktum, at vores ting er gamle og nedslidte. Vores service er ikke det nyeste, og der er ikke ret meget, der er ens længere. Men det har sjæl og charme, og det er ikke gået i stykker.

Jeg er lidt flov over vores hjem, hvilket jeg slet ikke har grund til at være. Selvom vi trænger til at få malet, og at låger og skabe i bad og køkken er svære at gøre ordenligt rene, så har vi faktisk et godt hjem.

Det forsøger jeg at huske på, når jeg får gæster. Det er ikke nyt porcelæn, der kommer på bordet, men derimod forskellige slags service, som vi har fået skrabet sammen igennem årene.

Jeg synes i stedet, at det er værd at huske på dette citat:
”Hvor der er hjerterum, er der husrum”

Jeg skal være bedre til at huske det, så ind imellem er det godt at få det opfrisket!

Knus
Lisbeth

DK/DARH/1806/0018/juni 2018