Jeg kan stadig udleve mine drømme

2/2-2018

Som fortalt var jeg i Disney World – en drøm, der gik i opfyldelse. Når vi alligevel befandt os på disse kanter, var der også en af vores andre drømme fra vores ”bucket list”, som skulle realiseres: det store Daytona 500 Nascar løb!

Daytona 500 Nascar-løbet er et af de største motorløb i USA. Vi havde ikke forestillet os, at vi ville få muligheden for at opleve det på egen krop – men det var jo oplagt, når vi i forvejen befandt os på amerikansk jord.

Livet med leddegigt

Dagen for det store Daytona 500 Nascar løb

Vejret var ikke særlig varmt, og det havde været dejligt med et tæppe, når man befandt sig i skyggen. Dog var det lunt, hvis man befandt sig i solen, og jeg måtte ud og købe en solhat. Dette viste sig at være en udfordring, da jeg kun kunne spotte hatte i børnestørrelser.

Af denne årsag endte jeg med at købe CowGirl hatten på billedet – er den ikke smart?

Det var en stor oplevelse at få lov at opleve et live Daytona Nascar race – især Daytona 500 løbet, der er det største af dem alle. Stadion var gigantisk, og der var en lind strøm af racerbiler, der fræsede fra den ene ende af stadion til den anden.

De kørende biler larmede meget, og når de for forbi én, kunne det mærkes ved en vibration gennem hele kroppen. Vi var heldige at sidde et godt sted på stadion. Vi havde et fint overblik over hele banen samtidig med, at vi sad tæt nok på banen til at kunne se, når bilerne fræsede forbi på banen og ikke mindst til at kunne lugte brændt dæk og benzin.

Det var rart at se, at denne begivenhed havde bragt unge som gamle og kvinder som mænd til. Alle typer mennesker var samlet for at se racerløb.

Jeg talte med en ældre dame, der måske var i 70’erne eller 80’erne. Hun havde kommet fast til racerløbet igennem mange år. Det havde været en fælles interesse for hende og hendes mand. Generelt fornemmede jeg, at det for mange af tilskuerne var en tradition og et festligt samlingspunkt blandt venner og familie at deltage i dette racerløb.

Da solen gik ned, blev det rigtig koldt, og den igennem hele dagen kølige vind tog til. Temperaturen var på små 16 grader. Jeg frøs helt ind til knoglerne, og kulden gjorde, at jeg følte mig fuldstændig færdig i kroppen.

Kold vind gør ondt i kroppen

Dét med at sidde en hel dag i sol og varme var nok lidt for meget for min krop, og det var årsag til, at jeg desværre fik ret mange smerter den efterfølgende dag. Men med leddegigten i rygsækken er det vel det, man kalder ”give and take”, ikke?

Men det var faktisk alle smerterne værd. Dét at jeg kunne opleve noget, jeg havde drømt om i årevis på trods af leddegigtens tag i min krop og sjæl, var fantastisk livsbekræftende. Det giver mig en følelse af frihed at vide, at jeg stadig kan udleve mine drømme.

Jeg var sikker på, at det ikke kunne gå helt galt, for jeg prøvede at tage højde for kulde og træk. Dog måtte jeg sande, at selv med disse forholdsregler, så lever kroppen i en vis udstrækning sit eget liv. Jeg måtte efterfølgende give den nogle dages velfortjent afslapning, og det fik den!

Tak fordi du læste med!
Lisbeth

DK/DARH/1801/0003/marts2018