Kroppens tømmermænd

5/3-2018

Jeg lægger mig godt til rette i sengen og smiler ovenpå en rigtig sjov og super god aften. Faktisk er jeg ret stolt over mig selv. Jeg har taget hensyn til kroppen og lavet en masse forberedelse til begivenheden, og selv om jeg er træt og lidt udkørt, syntes jeg det gik godt. Jeg havde jo virkelig passet på mig selv i dagene op til og på selve dagen, og nu lå jeg i sengen og trængte til en god nats søvn.

Øjnene lukkes i, og jeg får ro på kroppen. Laver alle mine “rutiner” inden sengetid.

Livet med leddegigt

Så sker det!

Lige før kroppen falder i søvn, kommer kvalmen. Den kryber langsomt op i mundhulerne og gør, at munden fyldes med vand og smagen af aftenens sodavand kan smages igen og igen. Kroppen begynder at ryste, og der kommer kraftig uro i hele systemet. Benene giver efter for uroen, og dynen bliver vendt for tyvende gang i løbet af meget kort tid.

Følelsen af varme breder sig i hele kroppen, og sveden bliver tiltagende. Panden syder, og det gør ondt i bagsiden af øjenlågene, når jeg vil åbne dem. Varmen gør, at kroppen viser tegn på feber, og jeg bliver fuldstændig støjfølsom, og jeg har det bedst med, at lyset er slukket, og der ikke er uro omkring mig.

Selv hunden er på dette tidspunkt en urofaktor, der ikke er rar at have omkring sig.

Jeg er så træt, at det eneste, jeg ønsker, er at falde i en behagelig søvn og få slappet af

Jeg er jo megatræt og trænger til den afslapning, søvnen kan give mig. Men det er det eneste, kroppen ikke gør. Den er på overarbejde og vil gerne alt andet end at sove. Jeg er total overanstrengt på alle leder og kanter. Og jeg ved nu, at jeg er udkørt i så voldsom en grad, at det kommer til at tager et par dage at komme på rette køl.

Her gik jeg og tænke, at en enkelt aften ude med en masse sjov – så har jeg ikke overgjort det. Jeg sov længe på selve dagen, inden vi skulle afsted, og jeg slappede af i løbet af aftenen. Alligevel ville kroppen og hovedet ikke det samme i længden.

Det føles fuldstændig som tømmermænd i de gamle dage. Altså ikke, fordi at jeg sådan kan huske, hvordan det er at have tømmermænd – det er jo en million år siden – men ud fra det, jeg hører fra andre eller oplever fra ungerne eller manden, så føles det som en rigtig strid omgang tømmermænd.

Alt i ens liv bliver vurderet frem og tilbage, når jeg skal gøre noget ekstraordinært i byen. Jeg har lært at affinde mig med det, og på den måde har jeg accepteret, at min sygdom fylder meget i hverdagen.

Selv om jeg har accepteret livet med en kronisk sygdom, er det ikke altid lige sjovt og med mellemrum også ret svært for mig. Også selv om jeg har mange år på bagen af udfordringer med en kronisk sygdom.

Knus Lisbeth

DK/DARH/1806/0015/juni 2018