Ensomhed og valg

10/5 2019

En typisk søndag og ja, måske mere en typisk fridag hos os, tog min kære mand til golf med nogle gode venner, og jeg under ham det så meget. Det at være aktiv med andre og især vores venner, samtidig med at han gør noget godt for sig selv, så bliver jeg total mut i humøret og mærker min ensomhed ekstra hårdt.

Om det er tilvænning af, at jeg nu har haft ham side om side i flere uger, og lige pludselig er jeg bare ”alene” igen, kan jeg måske godt have en anelse om. Men det ændrer ikke det faktum, at livet med en kronisk sygdom til tider giver en del følelser af ensomhed.

Livet med leddegigt

Ensomhedstimer

Det første er, at jeg er alene med hunden i de timer, han er afsted (hvilket jeg også er til daglig). En golfrunde tager tit op til flere timer – ja, faktisk mellem 5-6 ½ time. Når han efterfølgende kommer hjem, er han forståeligt nok træt. Hvilket jo er helt normalt, da han har gået op mod 11-13 km på turen og samtidig fået en masse frisk luft. Det gør, at han selvfølgelig er lidt træt og har brug for at slappe af.

Det betyder bare, at min ensomhed bliver forstærket når, han kommer hjem og gerne vil slappe af på sofaen – og samtidig sidder jeg ved siden af ham og har brug for, på så fint nydansk, lidt “kvalitetstid” med ham.

Det forstærker min ensomhedsfølelse og følelsen af at være alene, selvom vi er to. Det er måske forkælet at sige/skrive sådan. Men det er nu engang, sådan jeg har det. Til tider opleves livet bare ensomt, når man er to eller i selskab af flere.

Tilvalg og fravalg

Der tales ikke meget om ensomhed, men jeg kan se, at tendensen er, at mange er ensomme i hverdagen, både på de sociale medier og mange af de mennesker, jeg møder. Det med at alt i livet er et valg, er på sin vis ikke noget nyt. Det nye er, at de valg der tages har konsekvenser for resten af dagene og måske endda helt op til uger.

Den meget optimistiske kunne nok sige, jamen du kan da bare tage med på golfbanen. Det er både sundt og godt for kroppen. Den mindre optimistiske vil sige, at det vil medføre, at jeg vælger noget til, som er godt og måske noget andet fra, der er mindre godt for kroppen. Hvor den pessimistiske vil sige, at det er da også mit eget valg, om jeg vil med eller ej. For jeg kan jo bare gøre det…

Ret eller ikke ret

På sin vis har alle jo ret – valget er mit! Og dog! Jeg ved, at hvis jeg tager og går 11 km. så vil jeg skulle sige nej til alt andet den dag. Gåtur med hunden, madlavning, opvask, vasketøjet, rengøringen og meget mere…

Gør det!

Det kan jeg også godt gøre nogle gange, men det vil ikke hænge sammen i længden, hvis jeg gør det gang på gang. Huset gør ikke sig selv rent, vasketøjet ligger heller ikke automatisk sammenfoldet og nyvasket ind i skabene (selv om manden min nogle gange tror det). Hunden skal gås med, det er jo et valg at få en hund og den kan ikke ”holde” sig, bare fordi jeg ikke kan mere den dag. Så det skal tilgodeses.

Maden kan være nem og enkel og måske forberedt, så det er ikke den største udfordring.

MEN igen det er valg, valg og valg i livet med gigt. Og ja, det er V A L G med store bogstaver og ens eget V A L G. Men derfor kan man jo godt få følelsen af ensomhed, når valget er at blive hjemme, fordi aftenen før bød på en tur i byen eller besøg.

Eller fordi der skal være energi til at komme på arbejde dagen efter, eller ungerne står og hiver i én for at lege. Måske skal der laves madpakker, eller de ønsker bare kvalitetstid med én. Alt er et valg og ja, selv om det er hårde valg og ikke noget man har lyst til gøre, så medfører ens valg, at man til tider bliver ensom – også når man er to.

Tak fordi du læste med.

Lisbeth

DK/DARH/1907/0003