Venskaber

Forholdet til familie, venner og bekendte kan komme på prøve, når man har en kronisk sygdom. Heldigvis kan du gøre meget for at bevare et godt socialt netværk. Læs vores god råd her:

Social med leddegigt

Sådan forbereder du dig til et social arrangement

Du kan aldrig være helt sikker på, at du har energi nok til et socialt arrangement. Sørger du dog for at have tid til at slappe af dagen op til arrangementet, har du større chance for at have tilstrækkelig energi til en munter aften med vennerne.

For at have tid til at slappe af, bør du så vidt muligt undgå at have for mange arrangementer lige efter hinanden. Giv i stedet dig selv lov til at slappe af mellem arrangementerne, så du kan få ladet batterierne op. Undgå at lave fysisk krævende aktiviteter, inden du skal ud, og kom ikke mindst i seng til tiden, og tag pauser i løbet af dagen.

Gå ’all in’, når du er ude blandt venner

Når du er ude, handler det om at nyde samværet. Lad være med at bekymre dig for meget om, hvordan du vil have det i morgen. Ofte er det blandt andre mennesker, at man henter ny energi, inspiration og gode oplevelser. Derfor handler det i nuet om at have det sjovt og styrke relationen til dine venner – så kan du slappe af og samle kræfter i morgen.

Når du må melde afbud

Nogle gange sker det, at energien er væk, og du kan blive nødt til at melde fra til et arrangement. Det kan være frustrerende, men det er vigtigt, at du lytter til din krop.

Når du melder fra til et arrangement, så gør det på en venlig måde, så du bliver inviteret igen. Fortæl, hvorfor du er nødt til at melde fra, og sig, at du glæder dig til, at I skal ses næste gang, og at du vender tilbage, når du er frisk igen. På den måde forstår vennerne, at du gerne vil være sammen med dem – men bare ikke har energien denne gang. Med andre ord lukker du samtalen på en positiv måde og har en anledning til at tage kontakt, når du føler dig klar.

Når venskaber ebber ud

Alle mennesker oplever gennem livet, at venskaber forsvinder. Det sker også for dig, der har leddegigt. Nogle venner kan have svært ved at forholde sig til din gigt, og hvad den betyder for jeres venskab. Det bedste, du kan gøre, er at acceptere det, og så bruge din energi på de venner, der holder ved.

Find nye venner blandt ligesindede

Mange med leddegigt har stor glæde af at møde andre med gigt. Her er social baggrund, alder og køn ligegyldigt. Det, der knytter jer sammen, er jeres fælles forståelse af gigten. Sammen kan I dele erfaringer med at håndtere hverdagens udfordringer.

Der findes flere Facebook-grupper, hvor du kan møde andre med gigt. Du kan også kontakte Gigtforeningen eller FNUG (Foreningen for Unge med Gigt.

Denne tekst er udarbejdet og valideret af James Rickman, der er rådgiver i FNUG, Foreningen for Unge med Gigt.

M-DK-00000614/Version 1.0/Nov2022