Ægtemanden: Sammen kan vi klare alt

En personlig historie

Eva og Georg har dannet par næsten hele livet. De har tre voksne børn og fire børnebørn. I 2002 ændrede deres liv sig. Eva var 50 år og fik konstateret leddegigt. Leddegigten udviklede sig hurtigt, og Eva har siden kæmpet med smerter, stive led og manglende balanceevne.

Mand pårørende til leddegigt

Står sammen

Eva og Georg er et lykkeligt pensioneret ægtepar. De nyder livet, er sammen med venner, går ture ved havet og tager på ferier. Ren idyl er det dog ikke altid i hjemmet. Siden 2002 har Eva kæmpet med leddegigten. Georg er ved hendes side, præcis som Eva stod ved hans side, da han blev syg med hjertet for godt 20 år siden. Georg fortæller, at deres forhold kun er blevet stærkere med tiden:

”Vi har lært, at så længe vi står sammen, kan vi klare alt. Så vi taler om leddegigten, og hvordan vi hver især har det med den.”

Ignorerede leddegigten det første år

Da Eva fik konstateret leddegigt, tænkte Georg ikke meget over det: ”Det første år skød jeg bare leddegigten hen. Jeg troede ikke, at det var så alvorligt. Derfor var jeg egentlig ikke bange i starten. Jeg tror, det er typisk for os mænd. Vi er slemme til bare at sige: ’Det går nok – det går over af sig selv’, men det gør leddegigt ikke. Nu ved jeg, at det er en alvorlig sygdom, og at det er vigtigt at forholde sig til leddegigten.”

Leddegigtens uforudsigelighed er svær

Nu snakker parret om leddegigten, og Georg ved, hvordan han kan hjælpe og støtte Eva. Sådan var det ikke i starten, hvor han ikke var klar over, hvornår Eva havde brug for hjælp og til hvad. Det kunne gøre Eva irriteret og til tider små-hysterisk, at hun ikke længere kunne det samme, og Georg blev frustreret over ikke at forstå leddegigten og Eva. Så måtte han ud og lufte hunden, mens de begge dampede af.

”Hvis det bare var med leddegigten som med en brækket arm – at man kunne se den. Men det kan man ikke. Det er en usynlig sygdom. Leddegigten svinger også rigtig meget. Den ene dag kan Eva cykle, gå på gaden og alt muligt, og den næste dag kan hun ingenting. Man kan gå fra toppen til bunden på bare en dag. Det er svært at forstå.”

Samarbejde giver bedre forståelse

Eva og Georg samarbejder om leddegigten: ”Jeg er altid med til konsultationerne hos lægen. Så kan jeg bedre forstå det hele, og jeg ved, hvordan jeg kan hjælpe. Vi har også altid sagt til hinanden, at fire ører hører bedre end to. Så hvis der er noget, vi er i tvivl om eller ikke kan huske, når vi kommer hjem, kan vi altid spørge hinanden.”

Træner sammen

Gennem det seneste år har parret gået til træning sammen hver fredag. De motiverer hinanden og sørger for, at de begge kommer af sted – også på dage, hvor det er hårdt at komme ud ad døren: ”Det er rigtig godt for Evas leddegigt og for hendes humør og energi. Men det er også godt for mig. Jeg bliver også sundere. Eva er også til fysioterapi om tirsdagen og til holdtræning på Klinik for Fysioterapi om onsdagen. Jeg er tit imponeret over, hvor meget Eva knokler og arbejder for at få det bedre. Hun hænger i, alt hvad hun kan.”

Ny arbejdsfordeling i hjemmet

Ægteparret har også lært at deles om de huslige pligter. Eva har svært ved at sætte service ind i deres høje skabe i køkkenet: ”Vi deles om opgaven. Eva tømmer opvaskemaskinen og sætter de ting på bordet, som skal op i de høje skabe. Så sætter jeg dem op. I starten mistede vi alt for meget service, fordi Eva forsøgte at sætte dem op. Vi har stort set skiftet alle vores kopper ud,” griner Georg.

Gør det lettere, at vi kan tale om leddegigten

Siden leddegigten ramte, har parret brugt meget tid på at snakke om sygdommen, og hvad den betyder for dem som par. Det er nok Evas fortjeneste: ”Eva er rigtig god til at snakke om tingene, og det har været rigtig vigtigt. Vi har ikke haft hjælp til at tale om leddegigten, men vi har nogle rigtig gode venner, som også har leddegigt i familien. Dem kan vi også snakke med.

Vil du læse andre historier fra pårørende?

Så tjek Foreningen for Pårørende i Danmark. Her kan du møde andre pårørende og læse  en masse personlige historier om at være pårørende partner, barn, ven mm.

DK/DARH/1801/0005/marts2018