Hvordan er du en god pårørende?

Som pårørende er du vigtig, fordi du kender den gigtramte og i mange tilfælde har fulgt sygdomsforløbet fra begyndelsen. Derfor kan du få en uvurderlig rolle som støtte. Du kan som pårørende støtte den gigtramte på mange måder, fx ved at:

  • Tale med vedkommende
  • Hjælpe uden at tage over
  • Deltage i konsultationer med sundhedspersonalet
  • Deltage i samtaler med kommunen
  • Hjælpe den gigtramte med at få overblik over støtteordninger
  • Støtte op om den gigtramtes livsstil
  • Holde fast i jeres relation

Læs mere om hvordan du præcis gør dette lige nedenfor:

Pårørende til leddegigt

Tal med vedkommende

Hverdagen ændres, når en i familien få konstateret leddegigt. Som pårørende er det vigtigt, at du får talt om de følelser og frustrationer, du har. Bedst er det, at I taler sammen på et tidspunkt, hvor ingen af jer er udkørte eller irriterede – så er I nemlig mere lydhøre over for hinanden.

Tal – og lyt

Når I taler sammen, så fortæl, hvordan du har det, og hvad, du måske synes, kan være svært i hverdagen – og lyt da til den gigtramte uden at afbryde. Når I hver især føler, at I har fået sagt det, I havde behov for, kan I tale om, hvordan I bedst muligt håndterer hverdagens udfordringer. Det er ikke sikkert, at I kan finde en løsning, men det, at I har talt om følelserne omkring svære situationer, kan hjælpe jer til bedre at tackle disse situationer, når de opstår i fremtiden.

Få hjælp til at sætte ord på tankerne

Husk, at både du som pårørende og den gigtramte kan få tilskud til psykologhjælp, hvis I har brug for det. Psykologsamtaler kan hjælpe med at få åbnet op og sat tingene i perspektiv.

Hjælp uden at tage over

Ikke al hjælp er en hjælp. Mange pårørende vil nemlig så gerne hjælpe, at de ender med at tage over for den gigtramte. Det er ikke godt, fordi så kan den gigtramte ende med at føle sig umyndiggjort og endnu mere syg, end han eller hun reelt er samtidig med, at du som pårørende føler dig overbelastet. Derfor er det vigtigt, at I taler sammen om, hvordan du kan være en hjælp.

Deltag i konsultationer med sundhedspersonalet

Sammen kan I bedre huske og forstå de informationer, man ofte får til konsultationer i sundhedsvæsnet. Derfor kan det være en hjælp for både dig og den gigtramte, hvis du tager med til disse konsultationer. Faktisk er det at deltage i konsultationerne ligeså meget for din egen skyld, som det er for at støtte den person, der har leddegigt – for her får I informationerne direkte fra sundhedspersonalet.

Ved konsultationerne skal du som pårørende forvente, at lægen er interesseret i at høre om din opfattelse af sygdom og symptomer, og du bør have mulighed for at stille spørgsmål ud fra, hvad du selv oplever og måske er i tvivl om. Forbered dig gerne i forvejen, og skriv stikord undervejs. Det gør det lettere at huske og følge op bagefter.

Deltag i samtaler med kommunen

Deltag også i samtalerne med kommunen. Det komplicerede system kan være svært at forstå, og det er rart for jer begge, at du har hørt om de muligheder, som kommunen tilbyder, så I kan tale om, hvad der vil være smart at gøre for jer.

Har den gigtramte brug for praktisk hjælp, er det vigtigt at overveje, om hjælpen skal komme fra dig (og resten af familien) eller fra kommunen. Det er man ikke altid helt enige om, og så er du tilbage ved rådet om at tale sammen.

Hjælp den gigtramte med at få overblik over støtteordninger

En ekstra støtte ift. kommunen kan være, at du sætter dig ind i de mange støtteordninger, der kan aflaste den gigtramte. Det kan være svært at overskue mulighederne, og her kan du som pårørende hjælpe med at finde frem til, hvilke støtteordninger der passer til den gigtramtes behov.

Læs mere om støtteordninger på arbejdsmarkedet her.

Støt op om den gigtramtes livsstil

Leddegigtbehandling handler om meget andet end medicinen – og især alt det andet, kan du som pårørende hjælpe med ved at involvere dig i. Det gælder bl.a. en aktiv livsstil og sund kost. Når I er fælles om at bevæge jer og få en masse grønt på tallerkenen, bliver det hurtigt til en vane, og det gavner jo også dit eget helbred at holde dig i gang og have en sund livsstil.

Få gode råd til motion og gigtramte her.

Hold fast i jeres relation

Først og sidst gør du jer begge to en tjeneste ved at holde fast i den relation, I altid har haft – som ægtefæller, som forælder og barn, som søskende eller andet. Man kan godt som pårørende blive lidt for opslugt af at være hjælpsom, og så risikerer du at blive mere sygehjælper end familiemedlem. Hvis du føler, at det er ved at ske, er det på tide at involvere kommunen og/eller at bede om hjælp fra resten af familien og jeres netværk – sådan at du og den leddegigtramte igen kan få tid til at nyde hinandens selskab.

Denne tekst er udarbejdet og valideret af Foreningen for Pårørende i Danmark, mød dem på danskepårørende.dk

M-DK-00000614/Version 1.0/Nov2022