Hvordan passer du på dig selv?

Det er ikke kun den, som har leddegigten, der bliver påvirket af sygdommen. Dem omkring gør også. Nogle pårørende har så travlt med at tage hensyn til den gigtramte, at de glemmer at passe på sig selv. Foreningen for Pårørende i Danmark har fire metoder til, hvordan du husker at passe på dig selv:

  1. Lær din rolle som pårørende at kende
  2. Sørg for, at du har et frirum
  3. Tal med andre pårørende
  4. Bed om hjælp

Læs mere om hvordan du præcis gør dette lige nedenfor:

Pårørende - hvordan passer du på dig selv

Lær din rolle som pårørende at kende

Du får en særlig rolle, når du er det nærmeste menneske til en, der lever med en kronisk sygdom. For leddegigten vil i større eller mindre grad have indflydelse på det liv, I lever sammen. For de fleste kræver det noget ekstra at være pårørende til en med leddegigt. Det behøver ikke være meget, men selv lidt kan med tiden komme til at fylde, hvis du undgår at reagere på de frustrationer, du måske føler.

Mærk efter

Derfor er det vigtigt, at du giver dig selv tid til at mærke efter, hvordan du har det. Måske er det altid dig, der klarer rengøringen i hjemmet. Hvis du har det fint med det, er alt godt, men hvis du mærker, at du bliver irriteret over at svinge støvsugeren, mens din partner slapper af på sofaen, så bør du reagere – også selvom du ved, at din partner bliver nødt til at slappe af på sofaen for at have energi til resten af dagen. Det er nemlig okay at blive irriteret over det nogle gange, men hvis du derimod ignorerer din frustration, risikerer du enten at eksplodere i et festfyrværkeri af frustration – eller brænde sammen, fordi din krop siger stop til presset.

Sørg for, at du har et frirum

For nogle pårørende kan leddegigten komme til at fylde meget i hverdagen. Her er det vigtigt, at du sørger for at have et frirum med fokus på dig selv og dine egne behov. Nogle pårørende føler, at de svigter den syge, når de sætter deres egne behov i fokus – men ingen kan tåle aldrig at holde fri. Sig til dig selv, at du indirekte gør den leddegigtramte en tjeneste ved at gøre noget, der giver dig ny energi til at være hjælpsom med godt humør.

Gør noget, du kan lide. Måske får en løbetur dig til at slå hovedet fra og glemme leddegigten. Måske slapper du af, når du læser en god bog. Eller måske kobler du fra, når du dyrker sport eller ses med venner. Uanset hvad der er dit frirum, så sørg for at give dig tid til at være i det.

Tal med andre pårørende

Ingen forstår din rolle som pårørende bedre end andre pårørende. Når du møder andre pårørende behøver du ikke forklare dig. De ved, hvad det vil sige at være partner til en sygdomsramt. Vær opmærksom på, at når du taler med andre pårørende til leddegigt, kan samtalerne let komme til at fokusere på behandlingen og den person, der lever med leddegigt. Taler du derimod med pårørende til andre sygdomme, vil samtalerne oftere fokusere på jer som pårørende, og hvordan I håndterer jeres fælles udfordringer i hverdagen.

Mød andre pårørende pådanskepårørende.dk eller gigtforeningen.dk eller hvis du er ung på fnug.dk.

Bed om hjælp

Det kan være en overvindelse at bede andre om hjælp, men du hjælper dig selv og den leddegigtramte ved at gøre det. Den bedste hjælp får du, hvis du gør dig klart, hvilken form for hjælp du har brug for fra jeres netværk. Mange tilbyder at hjælpe – uden at vide, hvad der egentlig er brug for. Kan du bede dem om en meget konkret hjælp, bliver det lettere for dem at hjælpe dig. Måske kan et vennepar hjælpe med maden. Måske kan bedsteforældrene hente jeres børn fast en gang om ugen. Eller måske kan en rengøringshjælp lette husarbejdet.

Find ud af, hvilken hjælp du har brug for – og bed om hjælp. Husk også, at du ikke skal kunne klare alt selv. Det er okay at bede om hjælp.

Undersøgelser viser, at vi mennesker får det godt af at hjælpe andre, så du gør faktisk noget godt for andre ved at give dem lov til at hjælpe dig.

Denne tekst er udarbejdet og valideret af Foreningen for Pårørende i Danmark, mød dem på danskepårørende.dk

M-DK-00000614/Version 1.0/Nov2022