Genvej til et godt sex- og samliv

Du kan gøre mange forskellige ting for at styrke dit sex- og samliv:

Leddegigt - genvej til et godt sexliv

Tal om jeres sex- og samliv i parforholdet

  • Vær åbne og ærlige over for hinanden. Tavshed og tabu fører altid til utryghed og misforståelser.
  • Husk, at din partner ikke er tankelæser. Fortæl, hvordan du har det, og hvad der er rart – og ikke rart.
  • Brug sygdommen til at komme tættere på hinanden.
  • Husk, at jo bedre du kender dig selv og din krop, jo bedre kan du fortælle din partner, hvad du kan lide.

Prioriter nærvær og ømhed i hverdagen

  • Husk, at omfavne og kærtegne hinanden rigeligt – også uden for sengen.
  • Fortæl din partner, hvor meget han/hun betyder for dig.

Prioriter og planlæg sex

  • Sex skal prioriteres, ligesom du prioriterer arbejde, motion og dit sociale liv. Nedprioriter andre opgaver, når der er lagt op til sex.
  • For mange hjælper det at planlægge sex, så de kan spare på energien op til.

Tag jer god tid i sengen

  • Gå stille og roligt frem og fortæl hinanden, hvad der føles rart, og hvad der ikke gør.
  • Vær åben over for eksperimenter og grin af det, når det føles akavet.
  • Smerter og nedsat bevægelighed kan godt nødvendiggøre nye stillinger – og foretrukne stillinger kan variere fra dag til dag
  • Sig fra, hvis du ikke har lyst til sex. Aftal eventuelt på forhånd, at I skal kæle, kysse eller bare ligge tæt uden at have samleje. Klare aftaler kan forebygge misforståelser, præstationsangst og dårlig samvittighed. Sex er jo meget andet end samleje.

Sæt jævnligt tid af til en ”statussnak” om jeres parforhold

Statussnakken kan foregå på mange måder. I kan fx:

  • Tage snakken over en god middag.
  • Lukke omverden ude og koncentrere jer om hinanden – sluk for tv’et og gem mobilen væk.
  • Hver især skrive tre forslag/ideer/tanker/spørgsmål/bekymringer ned på en seddel, som I har lyst til at tale med jeres partner om.
  • Lave en seddel, hvor I i fællesskab (eller hver for sig) skriver tre styrker og tre svagheder ved jeres parforhold.

Denne artikel er valideret af Michael Sejer Hansen, speciallæge i reumatologi.

M-DK-00000614/Version 1.0/Nov2022