23 års bryllupsdag

6/7-2018

I juni måned har min mand og jeg hele 23 års bryllupsdag, og det er virkelig en øjenåbner, for jeg har næsten levet længere tid sammen med min mand end uden ham. På mange måder er jeg enorm heldig, at jeg har fundet manden, som jeg kan blive gammel med, og som er der for mig trods den lange sygdomshistorie, jeg har med mig i rygsækken.

Jeg ved at, der er mange derude, der drømmer om at blive gammel med en. I diverse film, bøger og teaterforestillinger er det lige, hvad alle går og drømmer om. Indtil nu har jeg været så heldig at være en af dem, der udlever drømmen og jeg håber også, at det forsætter.

Men livet er uforudsigeligt og selv om vi har levet sammen i snart 28 år, så er intet her i livet sikkert. Om to år har vi sølvbryllup, hvilket både er i en tidlig alder og samtidig usædvanligt i dag – derfor tænker jeg også, at det er en bedrift, der er værd at huske og fejre, når den tid kommer.

Glemmer ens partner
I den seneste tid har jeg virkelig fået øjnene op for, at mange glemmer deres partner. Derfor er det også vigtigt at huske, at den gode kærlighed eller bare hverdagstingene ikke kommer af sig selv.

Det er hårdt arbejde at holde liv i forholdet, kærligheden og ægteskabet.

Det er hårdt arbejde ligesom et venskab – det skal plejes, have opmærksomhed og være fleksibelt. Og når græsset ind imellem virker grønnere på den anden side, så skal man huske på, at den anden side af græsplænen også vil få nogle af de samme problemer på sigt.

På mange forskellige måder har min mand reddet mit liv, min livskvalitet og mit velvære, og som man siger: ”Det, som ikke slår os ihjel, gør os stærkere.”

 

Jeg håber, at du også har én i dit liv, som kan støtte dig, elske dig og være til stede, når du har behov for det.

Her på Leddegigtportalen kan du finde mange gode råd og idéer til, hvordan du får sexlivet, hverdagen og det sociale samvær til at hænge sammen.

Knus

Lisbeth

 

M-DK-00000614/Version 1.0/Nov2022