Forside Blog Lisbeths blog 2019 Kampen om accept igen og igen!

Kampen om accept igen og igen!

13/09-2019

Når vi taler om accept, taler vi aldrig om, hvor tit vi med en kronisk sygdom skal forholde os til den i løbet af vores liv. Lige meget om det er følgesygdomme eller sygdommen selv, der ændrer sig og derfor påvirker os, giver det ekstra mange og nye udfordringer i nuet.

Accept er et svært emne for mange. Måske fordi vi aldrig taler om, at accept er noget, som vender tilbage igen og igen i livet – specielt i livet med en kronisk sygdom.

En kronisk sygdom følger én hele livet – at leve er derfor at trække vejret, så man kan være i smerten og samtidig acceptere den i nuet.

Jeg bliver suget ned. Det er den fornemmelse, der sidder i mig, når jeg får følelsen af, at jeg falder. Og det er selv om, at jeg er helt bevist om, at jeg ligger i sengen med den bløde madras lunt mod kroppen. Kroppen ryster alligevel, og alt, hvad jeg tænker på, er at ånde ind – og ånde ud. Jeg forsvinder ind i en verden, som består af én enkelt ting. Åndedrættet.

Alle sener, muskler, årer og huden dirrer af ubehag. Kvalmen kravler op langs halsen, og det er her, at JEG forsvinder, og JEG bliver et sidde-stykke af mig selv. Det, der gør mig til mig, forsvinder, og for en stund gør det mig 100 procent afhængig af min mand.

Min identitet udfordres endnu en gang. Som så mange gange før. Alligevel bliver jeg aldrig helt i orden med, hvor tit jeg skal kæmpe mig tilbage til at blive MIG igen!

Smerterne overtager hjernen. Det gør det svært at leve i nuet og i det hele taget være tilstede i livet. Det er hårdt, når hjernen kun kan fokusere på dét i kroppen, der bøvler.

Når jeg har det skidt, forsøger jeg med alle mine kræfter at sætte fokus på de små ting omkring mig som fx en gåtur med hunden. På de dårlige dage spiser jeg min smerte væk (kold og ikke ildelugtende mad) i forsøg på at glemme smerterne og ubehaget i kroppen.

Det giver mig en form for ro, som gør, at jeg kan arbejde på at komme tilbage til mit nye normale jeg igen. For mange pårørende er det svært at forstå, at kronisk syge skal arbejde med accept igennem hele sygdomsforløbet og livet! Dette indlæg giver forhåbentlig en lille smule indsigt i hvad kronisk syge (som jeg) må arbejde med dagligt.

Tak fordi du læste med
Lisbeth