Forside Blog Lisbeths blog 2019 Venskab

Venskab: Jeg satsede, og jeg satsede måske helt forkert

19/6 2019

I dag handler indlægget om det svære ved et venskab. Hvor svært det kan være at vedligeholde venskabet og fravælge andet for at prioritere det frem for et andet. Indlægget er mest for pårørende, veninder, venner eller familie til én med en kronisk syg – så vis det endelig videre. Dette er et af de svære valg, vi får i livet, og som giver ekstra mange slag for kronisk syge. Vi har nemlig ikke så mange forsøg.

Jeg har igennem længere tid tænkt meget over, om dette var noget, jeg skulle dele. Det er ikke bare en problemstilling for kronisk syge, men det hele hænger sammen i sidste ende.

Det handler mere om de bevidste og/eller ubevidste valg, vi tager i livet og i en ung alder. Beslutninger, som jeg selv havde store forventninger til, da jeg tog dem. Og hvor svære de kan være, når de viser sig ikke at holde.

I midt 80´erne flyttede jeg fra Amager til Salten i Jylland og uden at komme ind på alle de udfordringer, der kan være ved at flytte fra et pulserende liv med masser af ungdomsmuligheder til et noget mere nedtonet lokalt landsbyliv, var det med venskab noget, jeg vidste ville få stor betydning for mig i mine teenageår.

Første møde

Vinteren efter vores flytning, begyndte jeg på aftenskole, og her mødte jeg en særlig pige, der senere blev en god veninde. Vi klikkede med det samme og fandt hurtig ud af, at vi havde de samme udfordringer i livet, interesser og livsmod. Vi lavede mange sjove, skøre ting sammen, men det vigtigste var, at vi støttede hinanden i livets svære faser, i det at være teenager, alene og tilflytter til byen – dog var hun et par år ældre end jeg, men vi faldt hurtigt i hak.

Den dag i dag har vi et on and off venskab, men jeg har altid vidst, at hvis alt andet brændte, så var hun der altid.

Vi har været en del af hinandens liv i over 30 år, og selvom hun forsvandt lidt ud af min hverdag for en periode, da jeg fik børn ret tidligt, har det altid været prioriteret fra min side at bevare vores venskab. Og det betød, at det skulle næres og vedligeholdes.

Et venskab er som et ægteskab, det skal plejes og næres, ellers dør det!

Vi fortsatte vores venskab på trods af, at jeg fik børn tidligt, og hun begyndte at stile efter en karriere, der betød en flytning til udlandet. Jeg vidste, at selv om jeg havde to små børn i mit liv, og de blev prioriteret først, så betød hun stadig meget, og hun skulle derfor også prioriteres, når hun var i Danmark.

Efter hendes karriere i udlandet, kom hun retur efter et års tid, og vi arbejdede på at få de gode gamle veninder tilbage på fuld skrue.

Leddegigten kom og hilste på

Da jeg for alvor blev syg med leddegigten trak hun sig. Mest fordi, tror jeg, at hun som alle andre ikke ved, hvordan man skal opføre sig, eller hvad man skal gøre i en krisesituation. Hendes måde at håndtere min sygdom på lærte mig rigtig meget, og det var en hård tid for mig rent socialt. Jeg må indrømme, at hendes reaktion og manglende deltagelse, ramte mig rigtig meget – men det gav mig også en stor erfaring, som jeg senere har brugt i andre sammenhænge.

Jeg forsøgte at være der igen, da jeg kom på tilbage på “benene”, og selvom jeg aldrig var opmærksom på det, var det super hårdt arbejde for mig og betød faktisk også, at jeg nedprioriterede min egen familie for at være social i vores venindeskab.

I dag 33 år senere har jeg fået et ordentlig slag over næsen.

Jeg er ikke blevet prioriteret til hendes kommende begivenhed i familien, og det har ramt mig hårdere, end jeg troede var muligt. Det fylder i mit hoved, mest af alt fordi jeg nu bevidst er blevet nedprioriteret og vurderet værdiløs i hendes liv og familieliv.

Jeg har altid inviteret hende til alt hos os. Børnebegivenheder, fødselsdage osv. Jeg følte, at hun var en vigtig brik i mit liv. Én, som kendte mig og altid blev prioriteret, selv om der kom andre ind i billedet.

I denne tid flyver tankerne rundt i mit hoved. Har jeg satset al min energi på én, der alligevel ikke er interesseret i mig – mit liv? Har jeg regnet så meget forkert? Er dette et slå-op veninde øjeblik?

En slutning er aldrig sjov, ej heller på et venskab, og et sted langt inde i hjertet ved jeg også, at venskaber kommer og går. Jeg var måske bare lidt overrasket over dette venskab, et venskab der har kostet blod og tårer at vedligeholde for mig. Vi kronisk syge taler tit om ske-teorien, og hvor meget vores liv har taget en drejning efter en kronisk diagnose er kommet med i rygsækken. Hvor svært det er at have energi til alt, og at der ikke er overskud til unødvendige sociale aktiviteter og vigtigheden af, at vi prioriterer det rigtige i livet.

En sag har altid to sider, og her får du selvfølgelig kun min. Men jeg føler virkelig, at jeg har skudt helt ved siden af og brugt så mange skeer forkert. Mange vil sige, at det er livet, og fordi at man ikke bliver inviteret til en begivenhed er ikke ensbetydende med, at man er nedprioriteret. Men hvis man føler det, er det så ikke fordi, der er et lille gran af sandhed i det?

Vurdering og revurdering

Det, som rammer mig mest er nok, at mine skeer kunne have været brugt med familien eller andre, der har vist mere interesse i mit liv. Det er et hårdt slag og måske slag, der er helt normale i livet. Men for mig, der har en begrænset håndfuld af skeer, er det mest vigtige i livet nemlig energi og fordelingen af den. Derfor har dette virkelig haft en stor indvirkning på mig og taget en helt ny drejning i forhold til, hvad venskab er. Igennem ens liv bliver der tit taget lidt fra og lidt til. Når man er ung, har man hundredvis af venner og bekendte, og jo mere sat vi bliver med tiden, falder der naturligvis nogle mennesker fra og andre kommer til – det er livets cyklus.

Men at vedligeholde og opretholde et venskab er i al almindelighed svært, så for mig, der har været syg i mange år, har det været endnu sværere. Og når jeg så finder ud af, at al min satsning er givet forkert ud – så braser min verden.

Venskaber betyder noget for ensomheden i hverdagen som kronisk syg. Det er med til at glemme hverdagens udfordringer og gøre at man for en kort stund bare er sig selv. Noget jeg har følt er vigtigt i forhold til en selv og ens selvværd.

Hvis man vil spejle sig i en person, der løfter en, skal den person være anderledes end dig selv. Derfor, selv om jeg har mange skønne kronisk syge venner, så har jeg lige så mange, der ikke er. Jeg vil gerne vokse og gro som person, og hvis jeg spejler mig for meget i en anden, der er kronisk syg, så vokser jeg ikke så meget, som hvis jeg spejler mig i det jeg ønsker at kunne eller vil gøre i livet.

Jeg læste engang et sted, at hvis dine venner ikke får dig til at vokse og gør dig stærkere og klogere på dig selv, så er det tid til at skifte dem ud. Men kender du følelsen af en slutning, du ikke havde set komme? Det er vist den, jeg står med nu.

Tak fordi du læste med

Knus Lisbeth