Tilbage til hverdagen!

3/9-2018

Når ferien slutter, er det tilbage til hverdagen, og én ting er altid sikkert: Jeg kan ikke tage fri fra min sygdom, selvom det er et stort ønske. Men jeg kan forsøge at skabe en forskel på ferie og hverdag, så jeg alligevel får en fornemmelse af ferie.

Vi kunne helt sikkert alle sammen have godt af at lægge mobilen væk, lade være med at tjekke mails, være i nuet og holde ferie. Men det er svært at holde ferie fra en kronisk sygdom. For den følger jo med over alt. Også selvom det kunne være fedt, hvis den gad holde ferie en gang imellem.

Sandheden er nok, at os med en kronisk sygdom faktisk har brug for ferie, efter vi har holdt ferie med vores familie. Det er hårdt at holde ferie, og ferien kan gøre det endnu hårdere at komme hjem til hverdagen igen, da man føler sig mere tappet for energi, end da ferien startede.

MEEEN…

Der ligger ligesom noget bekvemt i måden hverdagen og ens sygdom håndteres på, når man er hjemme i vante omgivelser. Også selvom det er lidt øv at sige det, så er det nemmere at være syg i hverdagen end i ferien. På ferien deltager jeg, så godt jeg kan, i mange af de ekstra aktiviteter, der måtte være. Rejsen til et særligt sted, at sidde på stranden i flere timer og at ligge på en strandseng, kan være mere end kroppen siger god for. I ferien er jeg også mere social, end jeg plejer, samtidig med at jeg måske glemmer at holde en pause eller to.

Derfor kan det vante godt føles helt rart for mig. Dét at komme hjem og nyde roen og få frihed til at lade kroppen bestemme tempoet og ja, bare kunne lytte til dens mange signaler.

Jeg elsker ferie med familien og elsker bare det, at vi er sammen. Der er bare lige det, at jeg har den der leddegigt, der følger mig overalt, og den skal virkelig plejes efter ferien er slut.

Ferietid eller…

For de fleste handler ferien tit om at komme ned i gear og slappe af. For mig er ferien tit en kæmpe overanstrengelse for min krop – for jeg vil gerne deltage så meget som muligt. Det koster jo på bankkontoen at holde ferie, og det skal udnyttes, at jeg er afsted. Det ville være en skam at tilbringe ferien på hotelværelset alt imens hele familien er ude og få oplevelser, jeg ikke kan være en del af.

Desværre har jeg oplevet en gang eller to at måtte blive på hotellet, hvor familien tog på opdagelse i den by, vi besøgte. Det er ikke særlig hyggeligt at ligge og se tv, imens familien bader, hygger og oplever skønne nye steder i verden.

Derfor må ferie være lig med lidt ekstra tæring på energi-kontoen, og når jeg så er hjemme igen, kan jeg tage hensyn til kroppen, som helt sikkert har råbt og skreget: SÅ HØR DOG EFTER!

Knus Lisbeth

M-DK-00000614/Version 1.0/Nov2022