Stolen kan være min værste fjende

24/08/2019

Den kan være min værste fjende, men finder jeg den helt rigtige, er den min ven resten af aftenen. For langt de fleste er den egentlig bare et praktisk element i hverdagen, men for mig kan den være et sandt mareridt – stolen.

Stolen er min værste fjende, når jeg skal i byen. Inden jeg tager ud, må jeg bruge timer på at strække ud i et forsøg på at sikre den bedste oplevelse for min krop. Lige lidt hjælper det dog, hvis jeg alligevel ender med at sidde på en dårlig stol.

Men er jeg den eneste, der tænker på stole sådan?  ”Stole” tænker du måske, ”Nu rabler det vist for hende”. Men det er en stor udfordring for mig. Delvist på grund af mine problemer med hoften, lænden og ja, hele bækkenstrukturen, men selv min højde er en del af problemet. Det med at være lille kan jo være udfordrende i sig selv, men før kunne jeg i det mindste altid tage et par høje hæle på, og så var det trods alt en lidt mindre gene.

Jeg elsker caféer, ikke så meget restauranter, men cafébesøg er jeg meget glad for.

Alt ved caféer holder jeg af – alt fra serviceringen, miljøet, atmosfæren til de mange variationer af varme drikke. Sidst, men ikke mindst, holder jeg selvfølgelig af maden. Dét, at jeg derudover ikke selv skal stå og kokkerere i køkkenet for at spise, er vidunderligt i sig selv. Lige dét, tror dog jeg nok, tiltrækker alle – uanset om man har en travl hverdag eller en kronisk sygdom.

Alligevel er det bare ikke dét, som jeg går efter, når jeg skal vælge en café – og ”Hvorfor ikke det?” tænker du så nok!

Jo, mine beslutninger, når jeg skal vælge café, tager jeg altid med udgangspunkt i caféens stole – om jeg kan sidde godt og rigtigt med kroppen. ”Stole?” – Ja, caféens stole betyder mere for mig end selve maden (selvom det selvfølgelig også har en indflydelse på valget). Stole er ikke et problematisk hverdagselement for mange, men for mig kan de være min værste fjende. De kan ødelægge en hel aften og op til flere dage efter. Når min krop har været på overarbejde eller bare siddet i forkert stilling i en kort periode, så er den efterfølgende dag for mig nemlig ret så udfordrende.

Stole, som derimod passer til mig, er min bedste ven for en aften.

De sørger for, at min krop ikke er helt til rotterne dagen efter, at jeg har været på besøg, på café eller på restaurant. Stole er for mig ikke bare stole. De findes i et utal af variationer, materialer og forme. De pynter hjemmet, samler venner og familier omkring bordet og er en del af vores kultur. En stol er et stykke møbel, der er kommet for at blive og til tider også et helt kunststykke at se på.

Jeg bruger mange ressourcer på beslutninger som disse, da de har en meget stor indvirkning på mit liv. Også selvom det for mange bare er en stol.

Har du også den udfordring? Eller tænker du aldrig over, hvor meget dine beslutninger fylder ret ubevist i hverdagens valg?

Jeg taber tit kampen mod stolen i hverdagen, men når jeg så endelig finder en stol, der passer til mig, så er lykken gjort. Det betyder, at jeg kan nyde caféturen eller besøget til fulde – velvidende om, at jeg ikke skal bruge timer eller dage på kroppen, når jeg kommer hjem, men bare kan leve i nuet.

Tak fordi du læser med!
Knus Lisbeth

M-DK-00000614/Version 1.0/Nov2022