Forside Blog Lisbeths blog 2019 En stor beslutning

Den dag jeg tog en stor beslutning

4/4-2019

I livet med gigt kommer der mange udfordringer og beslutninger, som aldrig ser dagens lys for andre end én selv og måske ens nærmeste.

Beslutninger, som den jeg tog om at blive steriliseret for min krops skyld.

Tidligt gravid

Jeg fik mine børn forholdsvis tidligt af min generation. Jeg blev gravid med vores første i en alder af 20 år, og jeg nåede lige at fylde 21 år, inden han kom. Den næste kom 18 måneder senere, og der havde jeg rundet de 22 år. Jeg tror, at naturen, universet eller hvad det er som vi ikke selv kan forklare, ligesom vidste, at nu var det nu.

I de tidlige teenageår havde jeg fået beskeden om, at jeg nok ikke kunne få børn. Mine æggestokke var for beskadigede, og en graviditet kunne ikke holde terminen ud. Av, av – det i sig selv, er en hård dom.

At tage snakken hurtigt i et forhold kan være dræbende. Men da min mands og mit forhold begyndte at se seriøst ud, skulle der den første rigtige alvorlige snak til. Det var en svær snak, jeg skulle tage med manden min, da vi mødtes. For hvis det skulle være os i fremtiden, var børn ligesom ikke rigtig en mulighed.

Som dengang og som nu, stod han blot ved min side og sagde. ”Der er så mange andre børn i verden, der har brug for kærlighed. Det behøver ikke være en hindring for os og vores fremtid.” Kan man andet end elske sådan en fyr? J

Universet havde dog en anden mening og tog fusen på både mig, manden min og ikke mindst min daværende gynækolog. To år efter jeg mødte min mand, kom den glædelig nyhed – dog med det forbehold, at jeg måske ikke kunne fuldføre graviditeten. Trods oddsene i baghovedet var det en glædens nyhed, og alt gik forholdsvis godt, og der kom to skønne unger ind i mit liv trods fortidens mørke udsigter.

Tilbage til dagen hvor jeg tog en svær beslutning. Min daværende reumatolog og jeg fik en lang snak omkring børn, fremtiden og min alder. Jeg var ikke ret gammel, da jeg fik et gigtanfald, og kroppen reagerede ikke på de præparater, jeg fik. Det var før, biologisk medicin kom til Danmark.

Dagen, hvor jeg sad med min mor på dagkirurgisk afdeling og skulle opereres for en knude i livmoderen og steriliseres, mærkede jeg et sug i maven over at nu var det slut med børn. Nu var det enden på formering, og hvad var jeg så værd? I bund og grund er vi mennesker nemlig bedst til tre ting:

Spis – elsk – lev

(Pænt oversat fra, vi skal spise, ellers dør vi – vores instinkt siger formér dig eller dø)

Tøsetankerne boblede frem i hovedet omkring venindesnakke, hygge, fællesskab, børn og barsel.

Nu hvor jeg ikke kunne få flere børn, ville der aldrig blive den fælles barsels-venindetid, som jeg havde troet og håbet på.

Da jeg fik mine børn, gjorde mine veninder karrierer og havde ikke tid til barselssjov, og nu kom det aldrig til at ske.

Moren i mig var ked af, at udsigten til et tredje barn i livet ikke kom til at ske. Familielivet blev ikke forøget, alt sammen fordi gigten havde bestemt sig for at flytte ind og blive en del af rygsækken. Ind med gigten – ud med børnedrømmen.

Jeg valgte dengang, og det gør jeg også i dag, at se positivt på det.

Jeg havde fået to skønne unger (trods alle udfordringerne) og selv om planen for fremtiden var en anden, end den der var planlagt, så blev de ændret til nye planer og eventyr.

I livet med en kronisk sygdom kommer der mange beslutninger og valg, som man glemmer og først bliver påmindet om efter mange år. Om det er sindets måde at beskytte en selv på, eller om det er en ren overlevelsesfase der sker, så er der utrolig mange kampe og beslutninger at tage i hverdagen.

Valg som disse gør, at det kan være svært at forholde sig til livet med en kronisk sygdom og mange af de usynlige ting, som universet eller kroppen har valgt.  Derfor, hvis du ser en kær gå igennem dette eller noget lignende, eller du undres over ting, som virker ligegyldige i nuet ved en kær person i dit liv. Så husk på dette:

Vi mestrer at sætte et smil på læben og virke glade, også selv om vores indre råber og skriger.

Knus

Lisbeth