Forside Blog Lisbeths blog 2019 Nytår – start på noget nyt?

Nytår – start på noget nyt?

5/1-2019

En begyndelse af et nyt år er altid fyldt med en masse ønsker og idéer omkring, hvordan det nye år skal se ud. For mange er der store intentioner omkring kost, motion og måske kærlighedslivet.

For mig er nytåret en god måde at finde ud af, hvad jeg ønsker, der skal ske det kommende år.

Jeg ser det ikke som en mulighed at optimere motionen i form af et medlemskab i et fitnesscenter. Erfaringen viser nemlig, at min krop ikke er specielt glad for den måned af året. Det er en måned med flere smerter end normalt, mest pga. af den ekstra vægt, de mange sociale begivenheder og samtidig fordi jeg heller ikke er så glad for kulden i vinterhalvåret.

Det er som om, at efter en december måned med masser af ekstra hygge (for mit vedkommende, kan man ikke hygge uden, at der skal proppes lidt ekstra godt i munden) og de ekstra kalorier sætter sig gerne, hvilke vil være helt unaturligt, hvis de ikke gjorde. I vores familie er vores motto dog, at du ikke tager på af det, som du spiser mellem jul og nytår, men det du spiser mellem nytår og jul.

Jeg bruger gerne januar måned på at lave små udfordringer for mig selv. Jeg skal nemlig strække mine grænser for at forbedre min kroniske stress, der er en af mine følgesygdomme og den giver udfald ved blandt andet angst. Angst er ikke noget, der skal tages let på, for et angstanfald påvirker leddegigten og derefter påvirker leddegigten stressen. Det er en ond cirkel, så der skal arbejdes konstant.

Tænker du over, om du selv kan gøre noget for at lindre din leddegigt?

Jeg tænker meget over det via kosten og jeg laver dagligt øvelser, som er sammensat specielt til mig og min krop i samarbejde med min faste fysioterapeut. Dog er det ikke på områder som disse, at jeg ønsker at strække mine grænser, men en helt anden boldgade.

Det med at ændre ens grænser og prøve at gøre noget, man aldrig havde tænkt sig at gøre normalt, er enormt inspirerende og livgivende. Personligt vokser jeg af de udfordringer, som jeg giver mig selv, men det er ikke bungy jumping eller noget i den dur. Det er mere hen i det små, som at sidde i midten af en biografsal med mennesker omkring mig, som for mig er enormt angstprovokerende. Jeg er ikke interesseret i at overbelaste min krop for meget, men samtidig vil jeg gerne forsøge at rykke grænsen. Måske var der noget, jeg ikke har kunnet før, men som jeg kan i dag. (Man ved aldrig, før man prøver igen!)

Alle – uanset om de er kronisk syge eller ej – burde tænke over at gøre noget lignede i deres liv og få fokus på personlig udvikling af en slags. Det med at rykke ens grænser gør bare noget helt specielt ved én som menneske og selv om leddegigten er en stor del af mit liv, er det ikke leddegigten, der skal bestemme over mig – men omvendt.

Knus og tak fordi du læser med.
Lisbeth