Forside Blog Lisbeths blog 2018 Svært at være almindelig syg

Hvad der rammer hårdere… når man allermindst forventer det!

16/11-2018

Sidste vinter blev jeg syg, og jeg er faktisk aldrig sådan rigtig syg (banker lige under bordet). Men når jeg så en gang imellem alligevel bliver ramt af en ’almindelig’ sygdom som halsbetændelse, influenza og lignende, så har jeg svært ved at slippe kontrollen og bare være syg.

Jeg kender min leddegigt og dens smerter, træthed og energiniveau. Jeg ved lige, hvordan kroppen reagerer og jeg har total kontrol over sygdommen. Jeg ved, hvad der sker og hvordan kroppen reagerer på de forskellige udfordringer, som jeg dagligt møder. For lidt søvn betyder, at jeg har mindre energi den efterfølgende dag. Kroppen skriger og råber i det kolde vejr, og der sniger sig også feber ind med mellemrum. Det og meget mere har jeg total styr på, og det kan jeg forholde mig til.

Men de ’almindelige’ sygdomme, hvor jeg ikke kan kontrollere kroppen og alt det der følger med, er uventet og uvant. Der ryger jeg lige tilbage til dengang, hvor jeg blev ramt af stress. Rent symptommæssigt er jeg tilbage, hvor jeg var for små 10 år siden.

Jeg kan ind imellem være ærgerlig over, at jeg, da jeg blev syg, ikke blev informeret om, at kroppen er mere sensitiv over for stress. Jeg udsatte min krop for alt for meget og forstod ikke at lytte til kroppen og give den præcis den fred og ro, der behøves i hverdagen.

Jeg gik kun op i, at jeg IKKE var Lisbeth med leddegigt. Jeg ville bevise, at sygdommen ikke kunne få mig ned med nakken. I min verden var der ikke plads til flere nattøjsdage, så da jeg fik den rigtige medicinering og endelig kom ud i verden igen, skulle jeg bevise, at jeg KUNNE alt det, jeg kunne før sygdommen – trods min nye følgesvend.

Jeg blev klogere efter en tur med lammelse i armene og kort tids blindhed

Det var ikke over for andre, at jeg var fast besluttet på at vise, at det kunne lade sig gøre. Men derimod over for mig selv. Jeg har altid haft en stærk vilje og et stort gåpåmod, og det har bragt mig langt i livet med en kronisk sygdom. Men det har ikke altid været nemt. Især ikke når noget harmløst som ’almindelige’ sygdomme kan medføre ubehagelige oplevelser. Det har været meget hårdt arbejde for mig efter jeg gik ned med stress, og det ligger altid i baghovedet.

Det virker måske helt forkert, at stress er noget jeg skal tage hensyn til i fremtiden. Men stress er blevet en kronisk tilstand, og det betyder, at jeg altid vil skulle passe på dens signaler. Så jeg ikke kommer så langt ud i tovene, at jeg oplever en tur med lammelse i armene og kort tids blindhed igen. Men selvom det er kronisk, og jeg skal arbejde med det i hverdagen, skal det ikke være andet end en følgesvend i et ellers godt liv med leddegigt.

Tak, fordi du læste med
Knus Lisbeth